Vedtægter for Thyborøn Havns Fiskeriforening
Afsnit 1 – Foreningens formål og hjemsted
§ 1. Foreningens navn
Stk. 1.
Foreningens navn er Thyborøn Havns Fiskeriforening (i det følgende benævnt THF).
Stk. 2.
Foreningens administrationskontor er beliggende i Thyborøn.
§ 2. Foreningens formål
Stk. 1.
Foreningens formål er ved lovlige midler at virke for fiskeriets fremme. Især det fiskeri, der drives af foreningens egne medlemmer.
Afsnit 2 – Foreningens medlemmer, rettigheder og pligter
§ 4. Foreningens medlemmer samt indgåelse af medlemskab
Stk. 1.
Enhver aktiv bierhvervs- eller erhvervsfisker kan blive medlem af foreningen.
Stk. 2.
Passive medlemmer kan ligeledes optages ved henvendelse til administrationskontoret.
Stk. 3.
Kun aktive fiskere har stemmeret ved generalforsamlingen.
§ 5. Medlemsrettigheder
Stk. 1.
Foreningens til enhver tid gældende vedtægter er tilgængelige for medlemmerne på foreningens hjemmeside www.thf.as.
§ 6. Medlemspligter
Stk. 1.
Medlemmer af THF er forpligtede til følgende:
- Medlemmerne er forpligtede til at overholde de af THF vedtagne regler for foreningens virksomhed.
- Medlemmerne er forpligtede til indbetaling af kontingent til foreningen.
§ 7. Udmeldelse / Ophør af medlemskab
Stk. 1.
Udmeldelse af foreningen kan ske ved skriftlig henvendelse stilet til foreningens administrationskontor og bestyrelse.
Stk. 2.
En udmeldelse skal, for at være gyldig, ske med mindst 6 måneders varsel til den 31.december det pågældende år.
Stk. 3.
Medlemskab for et fartøj ophører ved fartøjets konkurs eller salg, eller dets ejers umyndiggørelse eller død.
Stk. 4.
Medlemskabet ophører ved bestyrelsens opsigelse af et medlem, når dette handler i strid med vedtægter eller bestemmelser fastsat med hjemmel i disse eller forsætligt handler til skade for THF.
En sådan opsigelse kan af det pågældende medlem begæres efterprøvet på den førstkommende ordinære generalforsamling. En sådan begæring har dog ikke opsættende virkning.
Stk. 5.
Medlemskabets rettigheder og rådgivningsmuligheder ophører, såfremt et medlem trods påkrav ikke har indbetalt skyldige beløb.
Stk. 6.
Et udmeldt medlem har intet som helst krav på foreningens ejendele eller formue.
§ 8. Medlemmernes hæftelse
Stk. 1.
Medlemmerne hæfter ikke økonomisk for foreningens forpligtelser.
§ 9. Kontingent
Stk. 1.
Generalforsamlingen fastsætter kontingentet hvert år, som betales gennem en promillesats af fartøjernes landingsværdier for et år ad gangen, dog altid med et fastsat minimums- og maksimumsbeløb, der ligeledes fastsættes af Generalforsamlingen.
Afsnit 3 – Foreningens struktur og ledelse
§ 11. Generalforsamling
Stk. 1.
Foreningens generalforsamling er øverste myndighed. Generalforsamlingens beslutninger er bindende og skal udføres af bestyrelsen. Der afholdes ordinær generalforsamling hvert år inden udgangen af marts måned.
Stk. 2.
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen, når denne finder det nødvendigt, eller når foreningsmedlemmer repræsenterende mindst ¼-del af samtlige aktive medlemmer af foreningsmedlemmerne skriftligt forlanger dette.
§ 12. Generalforsamlingens indvarsling
Stk. 1.
Ordinær generalforsamling skal indvarsles med mindst 4 ugers varsel.
Stk. 2.
Ekstraordinær generalforsamling skal indvarsles med mindst 4 ugers varsel.
Stk. 3.
Indvarsling af generalforsamling sker ved udsendelse af brev eller e-mail til de enkelte medlemmer med angivelse af tid, sted samt foreløbig dagsorden.
§ 13. Generalforsamlingens dagsorden
Stk. 1.
Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent.
- Valg af 2 stemmetællere.
- Formandens beretning.
- Gæsterne har ordet.
- Fremlæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab.
- Fastsættelse af kontingent for det kommende år.
- Rettidigt indkomne forslag.
- Valg af formand, når sådant valg skal finde sted, jfr. § 15.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
- Valg af revisor.
Stk. 2.
Endelig dagsorden samt rettidigt indkomne forslag til en generalforsamling skal udsendes til foreningsmedlemmer senest 14 dage før afholdelse af ordinær generalforsamling og senest 7 dage før afholdelse af ekstraordinær generalforsamling.
§ 14. Generalforsamlingens forløb
Stk. 1.
Indkomne forslag fra medlemmer skal være foreningens administration i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
Stk. 2.
Alle sager afgøres ved simpelt stemmeflertal.
Forslag, der ikke opnår halvdelen af de afgivne stemmer, bortfalder.
Stk. 3.
Stemmeafgivning finder sted ved skriftlig afstemning, såfremt mindst én af de stemmeberettigede kræver dette.
Stk. 4.
Stemmeoptælling foretages af de af generalforsamlingen valgte stemmetællere under tavshedspligt.
§ 15. Valg af formand
Stk. 1.
Formanden vælges direkte på generalforsamlingen ved skriftlig afstemning.
Stk. 2.
Formanden vælges for en 3-årig periode.
§ 16. Bestyrelse
Stk. 1.
Foreningens bestyrelse består af formanden og 8 medlemmer valgt af generalforsamlingen – af bestyrelsens medlemmer skal 2 medlemmer drive fiskeri fra Thorsminde.
Stk. 2.
Bestyrelsesmedlemmer er, med undtagelse af formand, valgt for 2 år.
Stk. 3.
Der vælges af generalforsamlingen også 2 suppleanter for bestyrelsen, der driver fiskeri fra Thyborøn, samt 1 suppleant, der driver fiskeri fra Thorsminde.
Stk. 4.
Bestyrelsen afholder konstituerende møde efter generalforsamlingen. På dette møde vælges en næstformand.
Stk. 5.
Udtræder et medlem af bestyrelsen inden valgperiodens udløb, indtræder den af generalforsamlingen udpegede suppleant i hans sted.
Stk. 6.
Til en gyldig beslutning i bestyrelsen fordres, at mindst 5 medlemmer af bestyrelsen har deltaget i bestyrelsesmøde, enten ved fremmøde eller via elektroniske medier. Af disse medlemmer skal formanden have deltaget.
Stk. 7.
Formanden, næstformanden og bestyrelsesmedlemmerne modtager en honorering, som fastlægges af bestyrelsen.
§ 17. Frister til opstilling til bestyrelse og formand
Stk. 1.
Kandidaturer til formandsposten, skal meddeles til administrationskontoret senest 7 dage før generalforsamlingen.
Stk. 2.
Kandidaturer til bestyrelsesposter, skal meddeles til administrationskontoret senest 3 dage før generalforsamlingen.
§ 18. Foreningens ledelse og administration
Stk. 1.
Foreningens virksomhed ledes af bestyrelsen.
Stk. 2.
Formanden indkalder til bestyrelsesmøder og på bestyrelsens vegne til generalforsamlinger.
Stk. 3.
Bestyrelsen afholder møder mindst 6 gange årligt.
Stk. 4.
Foreningens daglige ledelse varetages af formanden eller en af bestyrelsen udpeget leder. Efter samråd med bestyrelsen ansætter formanden eller den udpeget daglige leder det fornødne personale til at bestride foreningens arbejdsområder.
Stk. 5.
Bestyrelsesmedlemmer og/eller medarbejdere kan bemyndiges til at handle på foreningens vegne, politisk såvel som økonomisk.
Afsnit 4 – Særlige bestemmelser
§ 19. Erhvervsøkonomiske aktiviteter m.v.
Stk. 1.
Foreningen kan engagere sig i erhvervsmæssige aktiviteter, der er i overensstemmelse med foreningens formål.
Afsnit 5 – Foreningens budget, regnskab og revision
§ 21. Foreningens regnskab
Stk. 1.
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2.
Når regnskabsåret er udløbet, skal der udfærdiges regnskab, som revideres og forelægges bestyrelsen. Regnskabet fremlægges og godkendes på generalforsamlingen, jf. § 13, stk. 1.
§ 22. Foreningens revision
Stk. 1.
Foreningens revisor skal være et statsautoriseret revisionsfirma.
Afsnit 6 – Foreningens formue
§ 23. Foreningens formue
Stk. 1.
Foreningens formue anbringes i bank, sparekasse, værdipapirer eller fast ejendom efter bestyrelsens anvisning.
Stk. 2.
Foreningen hæfter for sine forpligtelser med hele sin formue.
Afsnit 7 – Foreningens ophør, vedtægtsændringer og ikrafttrædelse
§ 24. Foreningens ophør
Stk. 1.
Foreningens ophør kan kun besluttes, når der i tilslutning til dagsordenen for generalforsamlingen er optaget den fulde ordlyd af forslaget.
Stk. 2.
Beslutning om ophør kan kun vedtages af to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst én måneds mellemrum.
Stk. 3.
På den første af de i stk. 2 nævnte generalforsamlinger skal et stemmetal, svarende til mindst ¾ af de mulige stemmer i foreningen, stemme for ophør.
Stk. 4.
På den anden af de i stk. 2 nævnte generalforsamlinger skal et simpelt flertal af de fremmødte stemme for ophør.
Stk. 5.
I tilfælde af beslutning om foreningens ophør, tager den sidst afholdte generalforsamling stilling til fordeling af foreningens formue, der skal anvendes til støtte for fiskeriet.
§ 25. Vedtægtsændringer
Stk. 1.
Vedtægtsændringer kan kun besluttes, når der i tilslutning til dagsordenen for generalforsamlingen er optaget den fulde ordlyd af forslaget/forslagene.
Stk. 2.
Eventuelle ændringer som følge af forhandlingerne, kan kun ske inden for rammerne af de fremsatte ændringsforslag.
Stk. 3.
Beslutning om ændringer af vedtægterne kræver, at et stemmetal svarende til mindst ¾ af de fremmødtes stemmer.
§ 26. Ikrafttrædelse
Disse vedtægter er vedtaget på foreningens ordinære generalforsamling den 4. marts 2022.